Fjerritslev Dyrskue samler land og by

Fjerritslev Dyrskue samler land og by

20-05-2017

Fjerritslev Dyrskue løb af stablen lørdag den 20. maj 2017, hvor omdrejningspunktet var de over 140 udstillede dyr. Dagen bød på masser af underholdning og oplevelser for folk fra både land og by.

På trods af gråvejret var der højt humør på dyrskuepladsen i Fjerritslev, både blandt gæster og udstillere, men også arrangørerne.

- Vi er rigtig glade for hvordan dyrskuet er forløbet i dag. Det er fantastisk at se byen bakke så meget op om dyrskuet. Vi er også meget tilfredse med tilmeldingen af dyr i år – især den store tilmelding af malkekvæg, da de har haft det svært de seneste år. Maskinudstillerne har også været rigtig flittige til at tilmelde sig i år, så vi i dyrskueudvalget er meget tilfredse, sagde dyrskueudvalgets formand Jonna Bach.

Mogens Gade: Dyrskuet er en tradition der er værd at fastholde
Borgmester Mogens Gade havde traditionen tro også lagt vejen forbi dyrskuet fra morgenstunden, hvor han holdt åbningstalen og her understregede at Fjerritslev Dyrskue er en tradition, der er værd at fastholde.

- Som Borgmester i Jammerbugt Kommune er jeg stolt over at LandboNord og Fjerritslev by år efter år arrangerer dyrskue, og hermed holder fast i en langt over 100-årig tradition. Fjerritslev Dyrskue er en speciel begivenhed, især fordi det er en dag som samler land og by, sagde borgmester Mogens Gade.

LandboNords formand Niels Vestergaard Salling holdt dyrskuetalen igen i år, hvor han blandt andet talte om, hvor vigtigt sammenhold i landbruget er, men også mellem land og by.

- Hvis ikke vi står sammen både land og by, men også rød og blå blok, så sker der ingen ting i landbruget. Det er derfor det er så vigtigt, at vi f.eks. står sammen om Fjerritslev Dyrskue og på den måde bakker op omkring landbruget. Vi skal arbejde sammen, fordi hvis vi ikke gør det, så kan vi ikke opnå det vi gerne vil, sagde Niels Vestergaard Salling

Og vinderen er…
I løbet af formiddagen blev de over 140 tilmeldte dyr bedømt, og de bedste dyr blev præmieret. Vinderne i de forskellige kategorier blev blandt andet:

  • Skuets bedste ældre Holstein gik til Niels Hansen fra Brovst.
  • Skuets bedste yngre Holstein gik til Jesper Bundsbæk Nielsen fra Brovst.
  • Skuets bedste yver Holstein gik til Solbakken Agro.
  • Skuets bedste Jersey gik til Lars Bach.
  • Skuets bedste besætningsgruppe, malkekvæg gik til Solbakken Agro.
  • Skuets bedste køddyr blev en Charolais kvie fra Rasmus Kirk.
  • Skuets bedste par kom fra Jan Larsen.
  • Skuets bedste kødkvægsbesætningsgruppe kom fra Rasmus og Brian Kirk.
  • Skuets bedste hest blev en Jydsk hoppe på 3 år fra Emil Aarup Dalsgaard og Maia Kronborg Holmstrand.

Her kan du se alle ærespræmier.

Underholdning for både store og små
Der var stor aktivitet i Det Aktive hjørne, hvor blandt andet Klim friskole tilbød en gratis omgang ansigtsmaling til alle børnene, og havde stylter med, som børnene kunne prøve kræfter med.

Over middag fik publikum lov til at se veteranmaskiner i aktion, da Hanherred Traktor Laug og De Nye Veteraner underholdte med deres ringridning show i den store bedømmelsesring.     

Arrangørerne bag Fjerritslev Dyrskue takker både udstillere, publikum og de mange frivillige for at være med til at skabe en herlig dag i de skønne omgivelser på dyrskuepladsen i Fjerritslev.